Min karriere inden for løn- og personaleadministration startede i 1995. Som en del af min kontoruddannelse var jeg 6 mdr. på lønkontoret på en handelsskole i Storkøbenhavn. Efter endt læretid blev jeg tilbudt et barselsvikariat på skolen i 1996 – som senere blev til en fastansættelse. Det blev derefter til 11 lærerige og udviklende år.
Herefter fulgte 5 år på et gymnasium i Nordsjælland. Jeg startede i 2007, hvor gymnasierne netop var overgået til at være selvejende. Gymnasiet var derfor en institution i stor udvikling, hvor tingene skulle ny-tænkes, og arbejdsopgaver og processer skulle udvikles fra bunden op. En opgave jeg fandt spændende, og som supplerede mine eksisterende erfaringer fra skoleområdet godt.
I 2012 skiftede jeg til en stor erhvervsskole på Københavns vestegn. Her var jeg en del af skolens lønfællesskab, som tog sig af løn- og personaleadministrationen for 3 skoler, herunder et erhvervsakademi. Arbejdet var struktureret som et leverandør-kunde-forhold. Den tid jeg tilbragte her, gav mig en stor viden om hvordan et lønkontor ses udefra, samt hvordan man tilgodeser varierende behov og skemaer hos forskellige kunder.
Så kaldte en teknisk skole på Midtsjælland i 2014, og gav mig endnu en ny og inspirerende tilgang til uddannelsesinstitutioner og arbejde på ungdomsområdet. Min tid der gav mig endnu mere viden og erfaring med denne del af skoleverdenen.
Den tekniske skole indgik i 2015 i en større fusion med en anden erhvervsskole, hvilket gav mig muligheden for at tage springet og blive selvstændig.
Her blev Tid til Løn født; som tanke i 2015 og handling i 2016.
Tid til Løn har siden sin opstart haft opgaver for skoler med ungdomsuddannelser, en privatskole for 1. til 9. klassetrin, et erhvervsakademi, 2 professionshøjskoler og 3 FGU-skoler.